3L feiert sein 50-jähriges Bestehen

DÄNISCHER TEXT:

3L er en produktionsvirksomhed, beliggende i erhvervsområdet i Brylle by. 3L producerer bla. lamineringskort, tapedispensere, fotohjørner, selvklæbende produkter til scrapbooking, plastiklommer etc. Der beskæftiges cirka 70 personer på adressen i Brylle.

I anledning af jubilæet er jeg blevet bedt om at skrive lidt om, hvorfor og hvordan 3L blev til, og noget om den tidligste historie.

Vi, Jørgen, Jens, Bjarne og Frits Ludvigsen, voksede op på ”Skovgård”, Nårup Skov (Skovvej 30), hvor vi var vant til en ”fleksibel” og usikker økonomi.

Det gjorde nok, at vi blev ret risikovillige. Vores baggrund var i øvrigt, at jeg havde taget en nysproglig studentereksamen om aftenen fra ”Fyens Studenterkursus” og studerede kristendomskundskab og religionshistorie ved Københavns Universitet.

Jens dyrkede tidlige jordbær under plastik og tjente pengene til, at vi kunne starte, Bjarne havde taget realeksamen og Frits gik på ”Fyens Studenterkursus” om aftenen.

Vi var nogle ”bonderøve”, der hverken havde forstand på maskinbygning, produktion, handel, regnskab eller meget andet, det ville have været godt at kunne. Vi måtte bare tage fat fra en ende af.

Hvorfor blev 3L til?
Medens jeg gik på studenterkursus, havde jeg lavet nogle index faner af etiketpapir, skrevet alfabetet på dem og klæbet dem ind i mine ordbøger, så det var hurtigere og nemmere at slå ord op.

Vi havde snakket om, at prøve at sætte systemet i produktion. I 1968 sagde Bjarne så, at det skulle være nu, ellers rejste han til Canada. Det kom på tværs af mine studier, men jeg indvilligede i at give projektet et år. ”Bordet fangede” imidlertid. Det var svaret på hvorfor, 3L blev til.

Hvordan blev 3L så til?
Ved hjælp af Københavns telefonbog gik jeg i gang med at ringe til mulige leverandører af plastfolier, selvklæbende folier m.m. Hvis de ikke kunne hjælpe, henviste de mig til andre.

Således fik jeg en del prøver, jeg kunne begynde at arbejde med og teste. Yrsa, der studerede teologi, og jeg boede i en toværelses lejlighed over en port i Njalsgade på Islands Brygge.

Reglerne dengang var, at man skulle giftes inden for tre måneder for at få en lejlighed, så det blev vi i november 1968. Lejligheden blev opvarmet af en petroleumsovn.

Der var hverken bad eller håndvask, kun et toilet. Vi skulle kun betale 875 kr. pr. kvartal, så vi kunne leve billigt.

Vi fik begge SU og SU-lån. De materialeprøver, jeg modtog, blev testet oven på og ved siden af
petroleumsovnen samt på bunden af køkkenvasken og også i et vindue for at teste modstandsdygtigheden over for UV-stråling.

På den måde fandt jeg frem til, at vi kunne bruge en klar polyesterfolie fra ICI, en selvklæbende hvid plastfolie og en dobbeltklæbende tape fra Fasson.

De selvklæbende folier fik vi skåret op et sted i byen til anvendelige bredder.
På det grundlag kunne vi gå i gang med at få fremstillet fanerne/registret til Gyldendals røde ordbøger.

Der kunne klæbes 66 faner i en række ind i en ordbog. Hver fane var 6mm høj med alfabetet i forskudt, sort tryk (med under- afdelinger) på begge sider, så de kunne klæbes ind på klink, halvvejs ind over hinanden.

Disse små plastfaner stillede store krav til præcision i produktionen og til kvaliteten af de anvendte materialer. De skulle have en vis stivhed og måtte ikke kunne knække (derfor polyesterfolie), og limen måtte ikke kunne ”bløde” igennem papiret.

Jeg har slidte ordbøger, hvor fanerne er som ny, selv om de er monteret i 1971.
Kravene til kvalitet blev et gennemgående tema i udvik-lingen og produktionen af de mange fremtidige, selv- klæbende produkter, 3L har bragt på markedet.

Tilbage til begyndelsen.
Jeg fandt en bogtrykker på Vesterbrogade, der var villig til at eksperimentere med tryk på polyesterfolie og fremadrettet også andre eksperimenter. Han leverede mange tryksager til os i flere år frem, også til nye produkter, og også efter at Yrsa og jeg i 1976 flyttede til Oure Præstegård.

Den første maskine
Der skulle jo bygges en maskine til at producere ”Book-Index” fanerne, så jeg tog kontakt til Teknologisk Institut, hvor der i plastafdelingen var en ingeniør, der godt ville bygge en sådan maskine – men dog ikke efter de principper, jeg foreslog.

Det var i Jens’ navn, det foregik. Han havde pengene. Efter et langt forløb og mange eksperimenter stod der en stor, fin og kompliceret maskine, som bare ikke var nøjagtig nok. Vi nægtede derfor (15.7.1970) at modtage den og fik en advokat på sagen, men endte med at indgå et forlig om betalingen.

Vi gik derefter selv i gang med på sløjdlokalet på Orte Centralskole med at bygge en simpel maskine efter mine oprindelige principper. Den kunne i kombination med en stansedigel fremstille fanerne med stor nøjagtighed.

I første omgang blev de stanset ud på Højrup Æskefabrik, inden vi 15.4.1971 købte en gammel stansedigel af Gundersen fra Assens Tobaksfabrik. Vores første produktionslokale var den gamle hestestald på ”Skovgård”.

Design og salg
Vi vidste, at købmand Nielsen i Nårup havde en søn, Poul i København, der var reklametegner.

Ham fik vi til at tegne 3L-logoet (3 x Ludvigsen) og ikke ”4L”, da Frits ikke var gammel nok til at være med. Det gjorde så heller ikke noget, at der var en stort firma i USA, der hed ”3M”! – ”3L” søgtes i 1969 registreret som varemærke.

Poul delte kontor med en anden reklametegner, som tegnede de tryksager, der skulle bruges til pakninger, brochurer m.m. Vi fik fotomodellen og skuespillerinden Birte Tove, der slår op i en ordbog, til at pryde bagsiden af Book-Index pakningerne.

Vores første sælger var en af Yrsas studiekammerater.

Den første faktura, der lød på 269,10 kr. blev udskrevet den 1.12.1970 til Rasmus Hansens Boghandel. Det blev imidler- tid ikke nogen succes, så jeg tog kontakt til Gyldendal, der jo udgav de røde ordbøger.

De personer, jeg snakkede med, syntes godt om vores Book-Index, men bestyrelsen mente ikke det passede ind i deres sortiment. Jeg blev henvist til en grossist, der solgte kontorartikler, ”Mumm & Zaum” (M&Z).

De solgte efterfølgende en hel del Book-Index for os.

Direktør Pindborg viste mig nogle produkter, han importerede fra Tyskland og Holland og spurgte, om vi kunne lave nogle tilsvarende. Det gjorde vi så – i en bedre kvalitet.

Udvikling og eksport
Frits begyndte at bygge maskiner til de nye produkter.
Bjarne tog sig af produktion og forsendelse.

Fra lejligheden i København tog jeg mig af indkøb og økonomi, fakturaskrivning og korrespondance, eksportpapirer og kunde- besøg. Vi havde hurtigt indset, at vi skulle ud på eksport- markederne, hvis vores lille firma skulle blive til noget.

Gennem ”Dansk Arbejde” fik jeg kontakt til ambassader og konsulater rundt omkring i Europa og også enkelte i USA og Canada, som jeg kunne sende vareprøver til og bede om hjælp til at finde adresser på firmaer, der evt. kunne være interesserede i at distribuere vores produkter.

På den måde kom vi i 1972 i gang med at eksportere til Norge og Finland, i 1973 også til Belgien, Tyskland, Frankrig, Schweiz og Sverige, i 1974 til Italien, Holland og England.

Allerede i februar 1970 begyndte vi at søge beskyttelse af vores varemærker og indsende patentansøgninger. Brdr. Ludvigsen I/S var 1. november 1969 blevet stiftet af Jørgen, Jens og Bjarne. Frits bliver 1. januar 1975 med- interessent, og 1. januar 1977 omdannes Brdr. Ludvigsen I/S til et ApS, og Bjarne bliver direktør.

Senere blev Brdr. Ludvigsen I/S omdannet til 3L-Ludvigsen A/S.

Grundlaget var lagt for 3L’s videre udvikling.
Vi investerede alt, hvad vi tjente – og mere til. Vi kunne meget vel være gået konkurs med en stor privat gæld, men vi klarede os igennem, og på trods af de genvordigheder, der måtte have været, holdt vi sammen i alle årene.

Op igennem halvfjerdserne tog vi alle staldene på ”Skovgård” i brug, i firserne lejede 3L sig yderligere ind i den gamle emballagefabrik i Glamsbjerg og hos Lægård og Dampa i Knarreborg.

I 1989 kunne 3L så flytte kontorerne og størstedelen af produktionen ind i den første etape af de nyopførte bygninger på Vibækvej i Brylle. Samme år etablerede vi et salgskontor og lager i Chicago i USA. Det var så en kort fortælling – som jeg nogenlunde husker det – om hvordan 3L blev til – dog med mange udeladelser!

Jørgen Ludvigsen